Jeg elsker mine bukser

Hvem der bare var født på prærien med et par et par bukser, ikke i munden, men på bagen. Bare sådan tulle rundt hver dag, mellem køer og heste og vimse med den jeans beklædte bagdel. Det ville være livet. Langt væk fra storbyens larm og bil os.

Sådan skulle det have været og jeg er temmelig sikker på at jeg er født ind i den forkerte familie.

jeansEr vokset op i en lille kernefamilie på det indre Nørrebro, sammen med mine to søstre, min mor og min far der, som det eneste hankønsvæsen i familien, ikke havde mange ord at skulle have sagt. Der var tingel tangel over alt. Pynte genstande i et stort virvar. Min mor var helt tosset med pynt.

Alle former for pynt og der kom næsten dagligt en lille ny ting ind i samlingen. Hvordan min stakkels fra holdt det ud, aner jeg virkelig ikke. Jeg var løbet skrigende bort, havde jeg haft lejligheden til det!

Min mors pyntetrang skinnede selvfølgelig igennem, når hun valgte tøj til os tre piger og jeg måtte trækkes med hendes valg af små fine kjoler med flæser og sløjfer hele vejen igennem min skolegang.

Og jeg hadede det af et godt hjerte. Jeg ville have jeans på og ud og lege med drengene… Mine lykkeligste stunder var, når vi blev sendt på ferie hos den jyske familie på bondegården og jeg fik lov til at rende rundt i kedeldragt i stalden og i laden, ride på hestene og vælte køerne. Så var jeg glad!

Mine søstre render stadig rundt med små fine kjoler og skørter og synes jeg er en fortabt tosse, med alle mine fede Culture bukser og drømme om livet på prærien… Der må være gået et eller andet galt.

Jeg skulle ikke have været født på Nørrebro. Jeg skulle have været født på prærien. Med jeans på eller som de kalder det på prærien – Med cowboybukser eller jeans som de så rigtigt hedder.